Emilia van Hauen's blog

SANDWICHKVINDER OG FAMILIEUNIVERSET

Ældresagen har lige lanceret en ny portal, der hjælper familierne med at have overblik over den hjælp, som deres ældre pårørende har brug for. Det er genialt - især for de kvinder, der ofte står med hele ansvaret..... Læs mere om baggrunden for tiltaget her:

SKAL KAREN VASKE TØJ FOR SIN GAMLE MOR?

Karen er vred! Hendes mor på 90 kan ikke længere få hjemmehjælperen til at vaske tøj. Mange gør som Karen og farer i blækhuset for at klage til kommunen – men er det vejen frem?

Af Poul Dahl Hede, Socialrådgiver

Karen er 56 år og førtidspensionist, da hun har dårlig ryg. Hun bor i en god lejlighed to kilometer fra sin mor. Hun har bil og kolonihave og elsker at rejse. Mor hjælper lidt til økonomisk nu og da.

Hvorfor vasker Karen så ikke bare sin mors tøj? Hvorfor synes hun ikke, det er naturligt, at hun løser opgaven og gør det med glæde?

Måske vinder Karen sagen ved at skrive harmdirrende klager til kommunen, og måske kan mor igen få vasket sit tøj. Efter al sandsynlighed vil det dog vare en rum tid, før sagen når så langt, og hvem skal hjælpe Karens mor i den periode?

Grænserne for velfærdssamfundet rykker sig. Demografiske forandringer med et stigende antal ældre og sundhedsudgifter der eksploderer, er ved at være virkeligheden. Hvor skal grænserne så gå mellem staten, og det vi hver især skal bidrage med, også i forhold til vores forældre, når de ikke kan klare sig selv?

Karen må ændre diskurs
Inde i Karens hoved myldrer tankerne. Hun føler ikke ansvar eller dårlig samvittighed i relation til sin mors vaskeproblem. Samfundet har i hendes verdensbillede ansvaret for at løse morens problem.

Her er min bøn til Karen: Du må ændre diskurs! Samfundet har ganske enkelt ikke råd og kræfter til at løfte opgaven uden din hjælp!

Det offentlige kan ikke løfte opgaven alene
Mange pårørende har erkendt, at det offentlige ikke kan løfte opgaven alene, og slet ikke med de ressourcer det har til rådighed, og med de evner systemet har til at løfte sin opgave. Den erkendelse skal udbredes, og det er formålet med dette indlæg.

Dine gamle forældre har nemlig ikke tid til at vente på, at velfærden kommer tilbage. Om vi vil det eller ej, så bliver vi nødt til at rykke sammen i familierne og tage ansvar.

Ældre Sagen vil gerne være med til at rykke ved diskursen. Og vi ved godt, at det ikke er spor nemt pludselig at skulle tage sig af sine forældre, når man stadig har sin egen familie at passe på. I erkendelse af, det er en vanskelig situation for alle, har vi udviklet familieuniverset.dk. Det er en hjemmeside med viden om, hvordan man som pårørende kan hjælpe sine ældre familiemedlemmer, og hvor man i et lukket familierum kan koordinere opgaver, besøg og andet med de andre man har inviteret ind i familierummet.

Så hvis du, kære læser, nu sidder og tænker på de gamle i din familie, og hvad du kan gøre, så log dig ind på www.familieuniverset.dk.

SOM FAR OG MOR, SÅ BØRN?

Denne kronik var i Jyllandsposten søndag den 16. januar 2011. Børn gør nemlig hvad deres forældre gør, og derfor skal forældrene til at get moving pattevoksen :-)

”Stoppe med at være homoseksuel” var et af de mere bizarre nytårsforsætter, som jeg kunne læse i en undersøgelse, jeg fik før nytåret. En anden nøjedes med at skrive, at vedkommende ville være mindre homoseksuel at se på. Der var også en enkelt, der ville købe flere vinylplader, en ville ikke flyve i 2011, og en ville finde sig en elskerinde. Måske manden til den kvinde, der lovede sig selv at hun ville være der mere for sin mand (intimt) – som hun skrev. Men langt størstedelen af de 1011 svar gik på sundhed, vægttab og motion – ofte alle tre på samme tid.

Hvad med dig? Har du også et nytårsforsæt om sundhed, vægttab eller motion? Hvis ja, er du blandt de 17% i den danske befolkning, der laver et forsæt. Og hvis du er god, er du blandt de 26% der overholder det, eller blandt de 49% der overholder det delvist.

Sundhed er om noget en megatrend. En trend, der er så stor og omfattende, at ingen kan undslå sig kendskab til den. Udfordringen ligger i, at på trods af alle de gode intentioner, den store mediedækning, de mange 10 nemme veje til sundhed i hverdagen og lignende gode og tilgængelige råd om hvordan man praktiserer sundheden, så ender spørgsmålet om sundhed og motion ofte med at blive koblet op på begreber som kedelig, afsavn, tvang og i sidste ende lidelse. Ja, lidelse! Og hvem ville være selvpinende nok til ligefrem at løbe sådan en livsstil i møde? Få. Meget, meget få.

Hvad kan man så gøre? Som voksen er det indlysende nok. Man kan tage sig sammen og bare gøre det. Spise overvejende sundt (alle i Danmark ved, hvad det vil sige! Bare tænk ”madpyramide”). Og bruge kroppen til andet end at lempe ostepops og kanelsnegle indover læbekanten, eller række ud efter fjernbetjeningen og musen. Vejen til et forhøjet blodtryk er brolagt med millioner af forklaringer på, hvorfor det ikke liiige kunne lade sig gøre at leve lidt sundere nu og her. Og – ups! - også de sidste mange år. Jeg har selvfølgelig også selv været der.  Så havde jeg lige født. Så havde jeg for travlt. Så fortjente jeg at smovse lidt. Og med tiden skulle der mere og mere selvbedrag til, for at ignorere, at det eneste der virker, er at gøre det. Vælge rugbrødet frem for krydderbollerne, tage trappen i stedet for elevatoren. Der har sportstøjsfirmaet Nike virkelig ramt hovedet på sømmen med deres payoff, Just do it! For det er virkelig så enkelt, som det. Du kan gå i terapi, blive coachet, hypnotiseret, truet og lokket til det i årevis, du kan blive lige så bevidst som en tibetansk bjergmunk eller en Nobelprislønnet forsker, men når du ligger hovedet på puden for at sove, er det eneste der virkelig gælder: Valgte du æblet frem for Marsbaren, løb du en tur frem for at se genudsendelsen af afsnit 721 af din tv-serie?

Vi voksne kan tage os sammen. Vi bestemmer selv. Men hvad med vores børn? Det er alment kendt, at de gode vaner grundlægges i barndommen, så jo mere sport man dyrker som barn, jo større er sandsynligheden for at man fortsætter, når man bliver voksen. For nogle år siden var jeg i USA og sad og ventede på en af de store busstationer. I nærheden af mig stod der en mor, med et mylder af deller og dobbelthager, og en søn der har været omkring to år. Han var allerede selv på vej til at ligne en snøret rullepølse, men aktiv var han også, så han forsøgte hele tiden at kravle ud af klapvognen, for at spæne rundt. Det lykkedes ham nogle få gange, men hver gang fik moren et fast tag i ham, og tvang ham tilbage i klapvognen, så han kunne sidde stille. Og hun selv kunne blive ved med at sidde stille. Mens de ventede. Og ventede. Og ventede. Jeg kan stadig genkalde mig den sorg i hjertet jeg følte, da jeg iagttog morens opførsel og hendes drengs indædte, men forgæves, kamp mod at blive passiviseret.

Mange forældre glemmer desværre, at børn ikke gør hvad forældrene siger – de gør hvad forældrene selv gør. Og når det gælder sundhed og motion, kræver det derfor af forældrene, at de selv spiser 6 om dagen og bruger kroppen til den tapsveder. I stedet optræder mange forældre, som tilskuere og sidelinjetrænere til deres børns sport, og mens børnene knokler rundt, er forældrene optaget af kampen, de andre forældre eller aviser og telefoner. Men er meget sjældent selv med. Dermed bliver sport noget man gør hver for sig, frem for en fælles aktivitet.

I efteråret var min familie og jeg på det (åbenbart) meget trendy sportsferiested Playitas, og det var noget af en åbenbaring. På Playitas foregik al sport sammen med børnene, og det var en fest. For første gang nogensinde har jeg selv spillet fodbold, og nu forstår jeg pludselig, hvorfor de ser ud som om de er ved at få et hjerteslag, efter at have været med i 10 minutter. Et mirakel i øvrigt, at jeg ikke brækkede anklen på enten mig selv eller en anden, for tacklinger var ikke noget jeg lige fik styr på! I løbet af en uge nåede vi også at spille beachvolley (aldrig prøvet det før!), og tennis (prøvet det for mindst 15 år siden). Vi deltog i karate’obics, stræk og afslapning, pilates, og så var vi også i fitnesscentret en time hver dag, samt på en længere cykeltur rundt på øen. Altså var vi fysisk aktive i mindst tre timer hver dag. Og vi var det sammen. Det betød også, at vi fik grinet igennem flere gange, for vi røg jævnligt ud i mærkelige kropsstillinger, uvante som vi var i nogle af sportsgrenene. Plus at mit moderhjerte smeltede gang på gang, når jeg så brødrene hjælpe og undervise hinanden. Eller når min mand tog sig tid til at lære mig at lave en baghånd.

En sund livsform er ikke noget man skal vide sig til. Det er noget man skal praktisere. Og bedst er det at gøre det sammen med børnene, så vi gør sundheden til en leg, frem for en sur pligt, der belønnes med chips og sofanedlæggelse bagefter. Begynd nu. Du har virkelig ikke nogen undskyldning!

 

3+1: TILLID, GEOSOCIALITET & ZERO WASTE DESIGN

Har du problemer med at bryde isen til receptionen? Så smid ordene tillid, geosocialitet og zero waste design i januar-alkoholfri-juicen, og se hvad det sætter gang i. +1 er det ord, som selv Lene Espersen kender, men som altså lige gik dine ører forbi …

TILLID

Nyt begreb? Næppe! Danmark har længe været verdensmestre i tillid, men den nye store værdiundersøgelse, som er foretaget først i 1981, så i 1990, i 1999 og i 2008, viser en markant stigning i vores tillid. Vores tillid til det offentlige, politikerne, demokratiet og overfor hinanden er steget, og vores tolerance overfor indvandrere er også steget de seneste 10 år. Konklusion: Pessimister go home! Fællesskaber er på vej frem (det er vi nogle stykker der har vidst længe!), det personlige engagement vinder også frem og ikke mindst vælger vi at stole mere på hinanden. Livet er skønt! Tjek den ud her http://ddv.soc.ku.dk/ og læs mere her http://www.information.dk/256442    

 Geosocialitet

Siger Foursquare dig noget? Hvis nej, så burde det måske. Det nye er nemlig at tjekke ind virtuelt, hvor du er tjekket ind fysisk. Forklaring? Big Brother er blevet til Big Friend, for via føromtalte Foursquare eller Facebook Places fortæller brugeren gennem sin smartphone hele verden, hvor vedkommende befinder sig. Og hvis man er rigtig hip efterlader man sig et tip eller en lille historie om en oplevelse fra stedet. Geosocialitet handler om noget så old school som fysisk nærvær og identifikation.

Zero Waste Design

Det er ikke nok at give sit tøj til genbrug eller købe H&M’s økolinje, hvis du vil være rigtig grøn, når du også er smart klædt på. Modebranchen arbejder nu med zero waste design, hvis ambition det er, at efterlade ikke så meget som en tråd til affald, når en produktion af tøj er færdig. I USA regner man med, at 15-20% af de textiler, der bruges, ender på lossepladserne, fordi det er lettere at smide ud end at genbruge dem. Læs bogen “Shaping Sustainable Fashion: Changing the Way We Make and Use Clothes,” af Alison Gwilt and Timo Rissanen, some er zero-waste pionerer, hvis du vil vide mere.

+1: E-BØGER

Først fik Rowlings børn til at læse bøger igen, da Harry Potter slog igennem. Nu taler man om, at børn får en helt andet lyst til at læse med de nye pads eller e-readers, fordi især drenge vil elske de mange nye muligheder for links, og animationer, som de nye e-bøger tilbyder. Efter nogle få år med e-bøger, vil bogen aldrig blive det samme igen. Nysgerrighed er en naturlig drivkraft i mennesker, og kan du få stillet den med det samme, og samtidig selv være med til at skabe historien, ved at følge forskellige tråde i fortællingen, så er det næsten umuligt at e-bøger ikke skulle blive et kolokæmpe hit. En prognose fortæller, at i 2020 vil e-bøger udgøre over halvdelen af bogsalget.

FÅR JEG PRIMETIMESEX I DE HER SKO?

Primetimekvinderne er på vej frem. Her kan du læse et indlæg der blev bragt i B.T.

Forleden dag læste jeg, at mens mænd oftest er utro i deres 30’ere, er kvinderne det i deres 40’ere. Mens kvinderne er optaget af børnene, er mændene altså optaget af andre kvinder. Men når mændene så falder til ro i hjemmet, og børnene er på vej ud i verden, så giver kvinderne sig selv lov til at søge nye oplevelser hos andre mænd.

At det er sådan, kommer ikke bag på mig. Det har nemlig ikke kun noget med at få mere tid til sig selv at gøre. Det har i høj grad noget at gøre med ens selvbevidsthed som kvinde.

Det har været almindeligt antaget omkring kvinder, at vi naturligt skubber vores seksualitet lidt mere i baggrunden, når det hele går mere mod syd og persiennenumsen åbenbarer sine mere eller mindre flatterende sider. Men sådan er det ikke længere. Måske snarere tværtimod. For med den øgede erfaring og alder, får vi også en øget selvbevidsthed, der mere koncentrerer sig om det vi har at tilbyde og det vi gerne vil have – og langt mindre om det vi har mistet. Det er for det meste reklamerne, der forsøger at få os til at mene, at vi har mistet det mest dyrebare i vores liv – nemlig vores ungdom, hvilket er det samme som vores gode udseende – og dermed vores grundlæggende værdi i samfundet.

Sådan har det været. Ingen tvivl om det. Men nu har kvinderne generelt fået langt større synlig magt i samfundet, og dermed begynder vi også at kunne sætte en anden dagsorden for, hvad der er noget værd. Og det vi synes er noget værd, er for eksempel os selv i flere og mere mangfoldige udgaver.

Det betyder også, at alder har fået en anden betydning. Flere og flere voksne holder sig bedre, dyrker sport, spiser sundt, går op i deres udseende og gør noget ved de sider af sig selv, de mindst kan lide vha plastikkirurgi eller andre former for indgreb. Men det handler ikke kun om det. For kvinderne gælder det især, at det er en ændret opfattelse af ens egen værdi i samfundet. Med den øgede alder og erfaring (og de mange års akkumulerede succeser) oparbejder vi en større selvtillid - og intet er mere tiltrækkende end selvtillid!

Det gør at flere og flere kvinder ser på sig selv og oplever sig selv som seksuelle væsener, og dyrker den side hos sig selv mere eksplicit end vi har set det tidligere. Og her vil jeg skynde mig at understrege, at det handler ikke om opretstående silikonebryster, rynkefri hud eller miniskirts! Det handler om, at flere og flere kvinder +40 år giver sig selv lov til at komme i kontakt med deres seksualitet og dermed – og det er her, det begynder at blive rigtigt spændende! – også i kontakt med deres egen skaberkraft eller livskraft!

Når et menneske er i kontakt med sin inderste livskraft, begynder man også at udsende signaler om liv og dermed optræder man oftest livligt, charmerende og nærværende, og det er virkeligheden det omverden reagerer på – og ikke om man nu er spændt op med lak og læder.

For nylig lancerede jeg et foredrag med titlen Får jeg sex i de her sko? Om kvindelighed, mode, fordomme og livsglæde! Jeg har aldrig tidligere oplevet at få så stærke reaktioner på et foredrag, fordi jeg så tydeligt skaber en forbindelse mellem mode og sex. Nogle finder det uhyre befriende, andre synes det degraderer kvinderne til kun at være noget værd, hvis en mand vil bruge dem til sex. Det mit foredrag imidlertid handler om er, at mode er en nem og sjov måde for kvinder at komme i kontakt med deres seksualitet og dermed deres livskraft – og når de begynder at lege med moden, begynder de også at frigøre nye sider i deres egen selvforståelse og gør det sjovere at være dem.

Det interessante er, at der er mange primetimekvinder, dvs kvinder over 40 år, som finder budskabet provokerende og befriende på samme tid. Og som straks går ud og køber nye sko, når de har været til foredraget – for nu skal de hjem og eksperimentere. Til gengæld skynder de sig ikke, at bestille tid hos plastikkirurgen. Primetimekvinder kan nemlig rigtig godt lide sig selv – nu mangler markedet bare at finde ud af det!

 

KLUMME I INFORMATION: FRYGT OG LEG

Hermed min seneste klumme til Information - som gav ret mange kommentarer...

Frygt er et overset middel til opdragelse. Effektivt. Brugbart. Og selvfølgelig invaliderende, hvis det bliver brugt forkert. Men alt for mange forældre bruger det slet ikke, og det er en fejl. For der er ting i livet man skal frygte. Som at være fysisk inaktiv. Som at være for fed. Som at blive kørt over på motorvejen, hvis ikke man har lært, at biler er farlige, når man leger på vejen.

Se, det sidste eksempel er der jo ingen, der har nogen indvendinger mod. Der er kontant afregning lige med det samme, hvis ikke forældrene lærer børnene at passe på bilerne. Det ville faktisk være direkte omsorgssvigt ikke at lære børnene at begå sig i trafikken.

Men at lære dem at frygte fysisk inaktivitet og fedme, er straks helt anderledes politisk ukorrekt og direkte provokerende på mange, hvis man siger det så direkte. Problemet er bare, at fysisk inaktivitet og fedme ikke alene fører til et liv, der i lang, lang tid er af dårligere kvalitet end et sundt liv med fysisk udfoldelse; det medfører også døden i en tidligere alder. Ups ja – og så er det jo enormt dyrt for samfundet at have massivt mange med livsstilssygdomme. Oven i købet med social slagside.

Men i tolerante og frisindede Danmark har vi vedtaget, at man ikke må fordømme andre på deres livsstil, og derfor må man ikke påberåbe sig personlig ansvarlighed og dadle andre for deres manglende selvdisciplin. Det er et overskudsfænomen at sørge for øko-gulerødder og sport tre gange om ugen for poderne i stedet for at fylde dem med campingkage og pc-spil, og det kan en enlig mor til to på overførselsindkomst ikke leve op til.

Nu er denne klumme imidlertid ikke skrevet til denne enlige mor til to på overførselsindkomst. Hendes muligheder er nemlig meget anderledes end de, som denne klumme er skrevet til. Nemlig den gruppe af ressourcestærke, velmenende, bevidste forældre, der ikke ved alt det gode de vil gøre for deres børn – på nær lige at turde tage det værdimæssige lederskab og ikke mindst det uendelige antal ubehagelige konflikter, der kommer i kølvandet på denne stillingtagen.

Pointen er imidlertid, at man måske ikke behøver at bruge frygt så intensivt, hvis man i stedet bruger en legende tilgang til det at bruge sin krop, som en mulighed for glæde. Og hvis ikke man var så pokkers bange for at smide børnene ud i en række af overkommelige, men til tider svære forhindringer og helt klart ubelejlige situationer – som ikke desto mindre ville øge deres selvværd betragteligt.

For nylig var jeg med hele familien på det hippe feriesportssted Playitas. Det blev til mindst tre timers sport hver dag, mange – helt utrolige! – ømme muskler, og rigtig mange grin, fordi vi jævnligt endte i underlige kropssituationer, når vi prøvede sportsgrene af, som vi aldrig havde forsøgt os med før. Blandt andet spillede jeg fodbold for første gang nogensinde – og det var stort! Selvom jeg konsekvent var den, der blev valgt sidst ved holddeling (også når det var mine sønner, der var holdledere), var det meget oplysende, vildt hårdt og totalt grineren – især når man fik en tackling igennem uden at brække skinneben eller forstuve anklen.

Det mest interessante jeg lagde mærke til på denne ferie var, at vi var sammen med vores børn på nogle helt nye præmisser. Og sport blev til leg og ikke en halvsur pligt. Normalt er sport noget vi dyrker adskilt fra hinanden. Mor går i fitness om morgenen. Far går med sønnerne til fodbold, og mor tager dem til svømning, og så kan vi ellers stå på sidelinjen/kanten og forsøge at coache lidt mere duelighed og selvforståelse ind i dem.

Men på Playitas var vi sammen om at spille volleyball og fodbold, cykle lange ture, forsøge os med karate’robics og strech & relax (endelig havde jeg en fordel!) og selvfølgelig svømme. Og når vi satte os til bordet, gik snakken meget på dagens fælles oplevelser, måder at tage toppen af muskelømheden på og kostens betydning for ens resultater – anført af børnenes nysgerrighed!

Børn bevæger sig nemlig naturligt meget. Det er os voksne, der holder op. En eller anden dag holder vi op med at løbe rundt, og begynder i stedet at gå, og kort tid efter får sofaen fangarme og holder os der igennem ligegyldige make-over programmer og en pose kanelgifler, og pludselig er man blevet til en lille blød indendørshavenisse, der sidder trind og rund og puster bare ved tanken om at bevæge sig op af sofaen. Og når ungerne plager om slik og fritagelse fra svømning, bliver der givet efter, for nå ja – de skal jo også hygge sig.

At hygge sig er at være doven og usund. Sådan nogenlunde er mantraet for mange, selvom det ikke bliver formuleret på den måde. Men hvad sker der med kroppen og de langvarige påvirkninger, når man dyrker dette mantra? Efterhånden er der lavet så meget forskning i hvilke konsekvenser en usund livsstil har for mennesket, og hvor meget det påvirker vores livskvalitet helt grundlæggende, at det faktisk er besynderligt, der ikke er lovgivet omkring mindst en times sport om dagen og endnu højere afgifter på chipsfedt og sliksukker.

Og helt ekstremt viser det sig nu, at der er et stigende antal børn, der lider af skeletsvagheder, fordi de ganske enkelt rører sig nok. Man ser det for sig: Et 7-årigt barn med en rollator! Vi skal nemlig frygte at blive fysisk inaktive og usunde; ja dovne og fede, for det tjener ingen. Aller mindst dem, der er det.

Vi kan lære vores børn at frygte dovnefedmedøden, men endnu bedre kan vi lære dem at lege med kroppen, ved selv at gøre det. Og gøre det sammen med dem. Hvor ofte tager du fx trapperne op i stedet for elevatoren? Og laver en konkurrence med dit barn om hvem der kommer først? Især piger har brug for at blive animeret til fysisk konkurrence, fordi de ofte bliver kigget underligt på, hvis de larmer og fylder for meget kropsligt. Ikke just den gode indgang til at blive ven med sin krops formåen – hvis det altså skal række udover pynteligt tøjstativ og begærobjekt senere i livet.

Når du bruger kroppen belønner den dig ret kontant. Du får det bedre på alle mulige måder – også mentalt. Og du kan yde så meget mere og holder stressen i skak, hvilket er et argument, som næsten alene skulle bære en fysisk sund livsstil igennem, med tanke for hvordan fremtidens arbejdsmarked ser ud.

Jamen, siger mange, jeg har ikke tid. Næh. Men har du tid til at lade være? Og kan du være det bekendt overfor dine børn? At give dem gode kropslige vaner er mindst lige så vigtigt, som at hjælpe dem til en uddannelse, så der er faktisk ingen undskyldning. Med mindre, selvfølgelig, du synes du vil have max ud af dine skattepenge gennem sundhedsvæsenet på sigt…

 

JP KRONIK: HEKSELIV

Hermed min seneste kronik i Jyllandsposten om primetimekvinder og ghanesiske hekse

”Primetime kvinder er kommet for at blive. Og det bliver stort!” Ordene er Pernille Aalunds. Og de faldt i forbindelse med mediekoncernen Allers befriende arrangement om kvinders øgede værdi efter de 45 år, hvor hun var vært og hvor jeg bla. sad i panelet. Og hun har ret. Eller næsten. For det ER allerede stort. Virksomhederne mangler bare at opdage det.

Gennem generationer har vi været vant til at det var de smækre og lækre unge piger og kvinder, der løb med opmærksomheden, beundringen og begæret, men det er under forandring nu. Nu begynder især den vestlige verden at opdage voksne kvinders værdi; både som det stærkeste forbrugersegment af alle, og som en generel magtfaktor i samfundet.

Også på det erotiske område, hvilket er temmelig provokerende for mange. Bare tænk på cougar-fænomenet (voksne kvinder med unge elskere), Sex and the City og mange flere af samme type. Der er sandelig flydt meget vand i floden, siden Mrs. Robinson i Fagre voksne verden på ondeste heksevis forførte en ung Dustin Hoffman foran – tada! – sin unge og uskyldige datter Elaine. En historie vi også kender herhjemmefra med Den Kroniske Uskyld af Klaus Rifbjerg.

Kvinders værdi har gennem tiderne nemlig oftest været knyttet til deres reproduktionskraft. Så længe de kunne føde unger, var de noget værd. Og som gamle kunne de bruges som børnepassere, hvis de var nogenlunde fysisk i orden. Mænd, derimod, bliver kaldt sølvhanner, og får større status i kraft af deres alder alene, men får selvfølgelig denne status forstærket, hvis de samtidig sørger for at akkumulere højere og højere positioner og kapital gennem deres arbejde.  Og det sker jævnligt, fordi en mand automatisk får værdi ved at have erfaring (og i øvrigt kan reproducere sig selv lige til han dør!), mens kvinder længe fik højere status ved at være knyttet til det uskyldige og det ungdommelige.

Det er her – i skellet mellem erfaring og uskyld – at den nye bevægelse finder sin plads. Primetime kvinder handler nemlig om, at kvinder over 45 år skifter status fra at være has been til at være coming up, netop fordi de er erfarne. Og på trods af at de ikke længere repræsenterer en høj biologisk reproduktionsværdi. De vender derfor den traditionelle verden på hovedet, og udfordrer samfundets etablerede strukturer og sandhedssystemer.

Amerikanske Marti Barletta har skrevet bøger om emnet, og hun var da også hovedtaleren denne aften, hvor over 700 kvinder kom for at høre om dette nye fænomen. Voksne kvinder (det foretrækker jeg at kalde dem, for udtrykket ”modne kvinder” giver mig uflatterende billeder af noget, der er ved at falde af et træ!) har ifølge hende mere end 70% af købekraften i samfundet, hvilket må siges at være en pæn slat. Pæn nok til, at producenter og indkøbere sørger for at få disse kvinder til at føle sig godt tilpas. Men det er desværre ikke det, der sker i virkeligheden.

Her er størstedelen af kommunikationen rettet mod gruppen under 35 år, og så må dem +35 forsøge at lege med så godt de kan. Hele tiden med den lurende tanke, at hvis bare de trak lidt kilo, år og rynket hud fra, så ville budskabet, produktet og markedet også være til dem. Men, men, men der er som sagt gode nyheder på vej, og med flere og flere magtfulde primetime kvinder på de dagsordensættende positioner i samfundet, vil vi se flere og flere varer og ydelser rettet mod denne gruppe. Især når markedet opdager at det bliver rent kachiiiing! at nurse dette segment.

Sådan ser situationen ud i vesten og halleluja for det. Men i Ghana, hvor jeg lige har været som ambassadør for hjælpeorganisationen CARE Danmark, bliver de ældre kvinder slået ihjel. Hvis ikke de skynder sig at flygte først. Det er dog ikke alle ghanesiske primetime kvinder der må flygte. Det er de kvinder, der bliver anklaget for at være hekse. Og dem er der uhyggeligt mange af! Jeg mødte selv flere af dem i en såkaldt hekselandsby, hvor de har samlet sig under beskyttelsen af en høvding.

Hver især af dem kunne fortælle hjerteskærende og så menneskeligt forargende historier, at man fik lyst til at gå ud gøre noget meget langvarigt ondt ved dem, der havde udsat disse kvinder for al den smerte. CARE gør dog noget mere bæredygtigt; de hjælper disse kvinder til at få sig en indtægt fx ved perlehønshold. Og ved at gøre en stor indsats for oplysning, så de på længere sigt er med til at ændre kulturen. Man kan blive anklaget for at være heks på rigtig mange grunde, men det der er fælles for dem alle er den højere alder.

En af de værste historier jeg hørte under mit besøg handlede om denne kvinde, som var blevet enke, men som klarede sig så godt, at hun antageligvis spredte misundelse i sin landsby. Hun var traditionel healer og havde helbredt mange, og tjente så mange penge, at hun var økonomisk uafhængig og oven i købet havde råd til at bygge sig et hus. Samtidig var hun en kvinde, der ofte lod sin stemme høre. Som enke blev hun forventet at gifte sig med en bror til hendes afdøde mand, og da hun nægtede det, fordi hun hellere ville tage sig af sine børn (og i øvrigt beholde sin egen formue selv), fik hun en hekseanklage på nakken.

De mente, at hun havde magten til at sprede død og ødelæggelse alene ved sit blik, og derfor bankede landsbyen hende næsten til døde. På mirakuløs vis overlevede hun, og kom til noget fjern familie, som dog ret hurtigt udstødte hende. Igen stod hun alene og var stadig maltrakteret. Derfra skaffede CARE hende et værelse i en anden landsby, men folk fra hendes gamle landsby fik nys om det, og opsøgte hendes nye bopæl, hvor de fortalte, at hvis hun kunne overleve sådan en omgang bank, så var det da helt sikkert, at hun var en heks. Til sidst fik hun hjælp til at komme ned til sin søn, der bor i det sydlige Ghana. Og der bor hun endnu.

I Ghana er lidt ældre stærke kvinder en trussel mod samfundet; i Vesten er de ved at blive opdaget som et aktiv. Fælles for kvinderne er dog, at alderen er et tema. Den dag vi holder op med at stigmatisere socialt pga alder (unge og gamle bliver jo også diskrimineret!), bliver den dag vi opdager, at vi skal dyrke det kreative spændingsfelt max ved at anerkende hver gruppes originale bidrag til helheden. Og det bliver en stor dag!

3+1: FUNWARE, URBAN GARDENING, CROWDSOURCING

Har du problemer med at bryde isen til receptionen? Så smid ordene funware, urbane gardening & crowdsourcing på julecocktailpølsen, og se hvad det sætter gang i. +1 er det ord, som selv ex-finansminister Sejrø (si, det er ham fra Borgen!) kender, men som altså lige gik dine ører forbi …

FUNWARE (SPILBARHED)

Hurra – nu går det endelig op for flere og flere, at det godt må være sjovt at blive klogere, dygtigere, bedre. Vi taler om funware eller, på dansk, et produkts spilbarhed. Skal en virksomhed gøre sig håb om at få succes med et produkt, skal det designes med inspiration fra spil, så det bliver lidt sjovere. Hvor spilbarhed før i tiden var en lidt underlødig gimmick, bliver det mere og mere en nødvendighed. Det er ikke bare en add-on; det er en integreret del af produktet, at det er sjovt at bruge. Læs meget mere om det her http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/goer-dig-spilbar

URBAN GARDENING

Michelle Obama har stået i spidsen for en kampagne for det. By-haver. Og i denne vintertid er det måske en idé, der kan nå at plante rødder i dit sind, mens jorden fryser til. Bor du i byen og drømmer din egen have, kan du sagtens få den – uden at flytte. Læs meget mere her http://signewenneberg.dk/2010/05/urban-gardening/

CROWDSOURCING

Skal du have løst et svært matematisk problem? En særlig designopgave? Eller behandlet en stor mængde data? Så er crowdsourcing måske løsningen. Det er en måde hvorpå opgaver bliver lagt ud og løst af en gruppe af udefinerede stor gruppe af personer eller et community gennem en åben kilde. Fordelene er, at fordi det er et åbent forum, tiltrækker opgaven de dygtigste frivillige.

+1: UNFRIEND

Kender du personligt alle dine venner på FB? Hvis du ikke gør, er du ved at være lidt yt. Det handler ikke længere om at have så mange som muligt, men om have så gode som muligt. Derfor er ”unfriend”-knappen ved at udvikle sig til at være et mindre hit. Med mindre man altså bruger FB professionelt. Så må man gerne have mange venner….  

RYST POSEN: DIN TED-TALE!

Vil du udfordres? Vil du lære dig selv bedre at kende i den sociale sfære? Så får du en øvelse her, som du kan lave …

TED.com giver mennesker verden over, der har noget på hjerte, 18 minutter til at fortælle hvordan og hvorfor de forsøger at ændre verden til det bedre.

Hvad ville du bruge dine 18 minutter til at tale om?

Prøv at lave din egen TED-talk – og tjek selv nogle af dem her www.ted.com

EN KLIMASIKRET JULEAND

Hvad er forskellen på en høne og en and når det gælder klimaforandringer? Anden overlever! Hvorfor? Læs trygt videre….

Af Marie Sisse Brown, kommunikationschef for hjælpeorganisationen CARE Danmark.

De har lige sat sig til forhandlingsbordet i Mexico for at fortsætte klimaforhandlingerne. Og selvom hele verden ikke er ligeså højspændt som sidste år, da København gik COP-amok, så er verdenslederne og verdenspressen igen tunet ind på mere snak om klimaforandringer, klimatilpasning og karbonkreditter.

CAREs klimahold er også i Mexico. Vi har taget vores venner og partnere fra verdens fattigste lande med. Så igen i år prøver vi at hæve stemmen sammen med dem, der mærker klimaforandringerne hårdest.

Men mens verden taler – så kan du handle (ind). I CARE har vi nemlig sat en række klimaløsninger i julehandlen. Vi kalder dem for gave-gaver, fordi de udover at være en gave til din ven, veninde, kollega, nevø eller dine bedsteforældre også er en konkret gave til en af verdens fattigste.

Eksempelvis kan en juleand sikre en fattig familie i Vietnam mod oversvømmelser. I modsætning til høns, så drukner ænderne nemlig ikke. Det kan lyde poppet. Men CARE har længe erstattet hønsehold med ænder i for eksempel Bangladesh, der også plages af store årlige oversvømmelser. Det er enkelt, det er konkret, og det virker.    

Jeg var i efteråret i Vietnam, hvor befolkningen rammes af flere og kraftigere tyfoner end tidligere. Med tyfonen kommer vandet. Det bliver blæst ind fra havet, og oversvømmer lavlandet, hvor bønderne får ødelagt deres rismarker af saltvandet, som også tager deres dyr. Bortset fra ænderne, der flyder ovenpå vandmasserne.

Fattige bønder i Vietnam er ekstremt afhængige af en god høst. Hvis den ikke kommer i hus, betyder det, at familien hverken har noget at spise eller noget at handle med. Men med ænderne har familien æg. Det er en vigtig proteinkilde og en salgsvare. Og så er der ænderne selv, som familien kan beholde, spise eller sælge.  Ænder er på den måde med til at gøre de fattige familier mindre afhængige af deres landbrug. Når tyfonerne rammer, har de flere muligheder for at komme på fode igen. Samtidig med at ænder kan overleve et meget barsk klima, er de nemme at holde. De går typisk rundt for sig selv i nærheden af familiens hus. Her leder de selv efter mad, de kan spise.

Mens ænderne er en slags klimasikret høne, så sælger CARE også klimasikrede køer i form af kameler. I Niger, hvor tørkeperioderne strækker sig, og hvor landets ekstremt fattige befolkning igen og igen bukker under for sultkatastrofer, er kameler langt mere hårdføre end kvæg. Kamelerne kan klare sig længe uden vand og kan vandre over store afstande og være transport og trækdyr – samtidig kan kamelen ligesom koen forsyne børnene med sund og nærende mælk. Det vel at mærke i et land, hvor hvert tredje barn aldrig når at fylde fem år. Hvis der er overskydende mælk kan den sælges på markedet og give kvinderne penge til vigtige varer som medicin og tøj.

CARE giver kamelerne til ekstremt fattige kvinder i Niger. Halvdelen af dem er enlige og har uhyre lav status i det nigerske samfund. Med kamelerne vinder kvinderne status. Og med status kommer bedre chancer for at skabe sig et liv for sig selv og sine børn.

Giv en klimasikret juleand, en kamel eller en af de andre klimagaver til en ven – så giver CARE den videre til en af verdens fattigste og mest udsatte – klik på www.caregaver.dk  

God jul / Marie Sisse Brown, kommunikationschef i CARE Danmark

TEDx COPENHAGEN: HJERNESPA FOR HELE VERDEN

Af Lærke Ullerup - www.wemind.dk

Hvis du ikke allerede kender TED går du glip af noget! Derfor kommer her en hurtig introduktion. TED står for Technology, Entertaintment og Design, men dækker i praksis alle discipliner. TED er et konference, video og online koncept med følgende formål "Ideas worth spreading" TED tiltrækker speakers i verdensklasse, som kun får 18 minutter til at præsentere deres ide og så kan videorne ses online - gratis! En af de mest populære er Sir Ken Robinson, der taler om skole og kreativitet: http://www.ted.com/talks/ken_robinson_says_schools_kill_creativity.html

Deltagere har kaldt det “den ultimative hjerne-spa” og “en rejse ind i fremtiden.” Det varierede publikum — CEOs, forskere, kreative, filantroper — er næsten lige så ekstraordinært som talerne, som har indbefattet Bill Clinton, Bill Gates, Jane Goodall, Frank Gehry, Paul Simon, Sir Richard Branson, Philippe Starck og Bono.

TED konferencerne

I sommer var jeg til en af de store TED konferencer TEDGlobal i Oxford sammen med 700 nysgerrige og idesultne optimister. Det var intenst, udmattende, horisontudvidende og virkelig sjovt. Det er et de mest livgivende og opmærksomme miljøer jeg nogensinde har været en del af. Jeg blev blandt andet mødt med invitationer som: "Hey, come join our conversation..." eller "you should meet Lærke - she is the danish director of TEDxCopenhagen... " Det kæmpestore namebadge vi skulle bære hele tiden er din undskyldning for at kunne gå hen til hvem som helst og være nysgerrig og samtidig få mulighed for at fortælle om dig selv og det du brænder for. Der var så meget spørgelyst, kærlighed og udveksling i luften, at det er lidt som at være på Roskilde Festival - bare med ideer i stedet for musik - og med bedre toiletter! Du kan se nogle af mine personlige billeder fra TEDGlobal her

Information har i øvrigt oversat en artikel fra The Guardian, der beskriver TED fænomenet ganske rammende. Læs mere her: http://www.information.dk/ted

TEDx fænomenet

TEDx er den lokale afstikker fra TED.com og x står for det selvstændige initiativ. TED deler dermed ud af deres koncept og gør det at dele ideer til en global bevægelse. TED har i dag mere end 700 talks online som er blevet set mere end 300 mio gange. De har ca. 650.000 fans på facebook, og der er mere end 700 TEDx arrangementer rundt omkring i verden og succesen fortsætter. I 2009, da TED lancerede TEDx fænomenet ansøgte Wemind, hvor jeg arbejder til daglig om at få licensen til at lave TEDxCopenhagen og vi er nu klar med det andet arrangement. Intentionen med TEDxCopenhagen er at skabe en institution i København med fokus på at sprede de nyeste ideer indenfor forskning, kultur, teknologi, design, underholdning og samfund. Der er stor opbakning og interesse for initiativet og dermed også rift om de få billetter.

Kan du se ud over din egen næsetip?

Jeg laver TED fordi jeg gerne vil fortælle verden om København og inspirere københavnerne. Så vi arbejder med at bygge en stærk institution op i København, der formidler kompleks viden på en simpel og tilgængelig måde, så vi alle kan udvide vores horisont og kigge ud over vores egen faglighed eller næsetip. De mennesker jeg kender (mig selv inklusive) synes TED er fantastisk inspirerende, fordi det giver dem mulighed for at tilegne sig viden om områder de normalt ikke beskæftiger sig med. Så her er en invitation til at se ud over næsetippen og komme ud af osteklokken.

Hvor er de progressive danskere?

Det var med rystende hånd jeg gav mig selv og mine kolleger/samarbejdspartnere den opgave, at alle TED talks skulle være danske. For helt ærligt, så tænkte jeg, er der mon noget eller nogen i dette land vi ikke allerede har hørt om eller som ikke allerede er blevet brugt (og misbrugt) af samtlige medier for derefter at blive efterladt i et hjørne som et forsuttet bolsje. Mit håb var og er, at der ude i det danske land er mennesker med spændende ideer og noget på hjerte, så vi kan vise resten af verdenen hvilket fantastisk sted København og Danmark er i stedet for altid at flyve smarte keynote speakers ind fra USA. Og jeg må indrømme, at jeg bliver så glad og føler mig meget heldig, når jeg hver dag bruger min tid på at høre, møde og gå på opdagelser i de skæve, kantede og finurlige historier Danmark kan byde på. De sjoveste mennesker har mit netværk selvfølgelig introduceret mig til, for ellers ville jeg jo kende dem i forvejen. 

Så hvis du mener at kende til danskere der har en stærk ide og en intention om at bidrage med noget nyt vil jeg meget gerne høre fra dig her: http://network.tedxcopenhagen.dk 

The Good life

Temaet for TEDxCopenhagen 2010 er “The good life”. Vi har altid hørt fortællinger om Danmark som lilleput-nationen med den mest tilfredse, fredfulde, trygge og mindst korrupte befolkning. Ja, København er sågar blevet udnævnt til at være verdens bedste by af livsstilsmagasinet Monocle, med Tyler Brule bag roret. Derfor stiller dette års TEDxCopenhagen skarpt på ideerne om det gode liv. Samtidig undersøger vi også, hvad prisen for det gode liv så er og hvem der betaler den.

Hvordan kommer du med?

Hvis du vil bidrage til denne idefestival og være deltager kan du registrere dig her. Publikum på dagen er ligeså vigtigt som talerne, så derfor bruger vi ganske lang tid på at sammensætte det mest dedikerede og motiverede publikum. Min drøm er, at vi kan skabe den kendte TED stemning i København også - derfor har jeg brug for at du finder din bedste version frem af dig selv og tør være åben, nysgerrig og optimistisk. På Danmarks og på verdens vegne.

Det hele foregår d. 30. november fra kl 9-17 i Pressen, Politikens Hus. Du kan finde mere information her: http://tedxcopenhagen.dk/

Jeg håber du nu har fået en ide du vil sprede - du kan jo starte med at "like" TEDxCopenhagen på facebook